Printervenlig version

Vedtægter 2007

Vedtægter

NAVN OG TILHØRSSTED

§ 1. Foreningens navn er: "Foreningen af Erhvervsjurister og Jurister i Aalborg" (FEJ-Aalborg). Foreningen er hjemmehørende i Aalborg.

FORMÅL

§ 2. Foreningens formål er
at fremme kendskabet til og interessen for erhvervsjura-/ jurauddannelserne i almenhed ved bl.a. at etablere kontakt til erhvervslivet,
at forestå erfaringsudveksling mellem medlemmer,
at holde kontakt til og udveksle erfaringer med lignende foreninger ved landets øvrige uddannelsessteder,
at deltage aktivt i udviklingen af erhvervsjura-/ jurastudierne ved AAU,
at forestå arrangementer, hvis formål det er at forbedre studiemiljøet fagligt som socialt.

Stk. 2. Bestyrelsen forpligter sig til at deltage aktivt i udbyggelsen af et landsdækkende samarbejde med lignende foreninger.

§ 3. Optagelsesberettigede er alle, der studerer på erhvervsjura-/ jurastudierne på bachelor eller kandidatdelen eller er dimittender fra en af disse uddannelser ved Aalborg Universitet

Stk. 2. Alle medlemmer af FEJ-Aalborg får ved indmeldelse i foreningen et bevis på indmeldelsen. Herefter fungerer studiekortet som medlemskort. Medlemskortet er gyldig legitimation til alle FEJ-Aalborgs arrangementer. Bestyrelsen kan kræve at få forevist gyldigt medlemskort til FEJ-Aalborgs arrangementer.

Stk. 3. Indmeldelse sker til FEJ’s bestyrelse på nærmere fastsatte datoer. Bestyrelsen kan med saglig begrundelse nægte optagelse, hvis denne enstemmigt stemmer herfor. Et afslag på optagelse skal forelægges den førstkommende generalforsamling, dersom ansøgeren ønsker det.

Stk. 4. Æresmedlemmer kan udnævnes af bestyrelsen. Æresmedlemmer betaler ikke kontingent. Æresmedlemmer er ikke stemmeberettigede

Stk. 5. En enig bestyrelse kan med begrundelse omgående fratage et medlem dets medlemskab. Dette skal godkendes ved førstkommende generalforsamling.

§ 4. Som støttemedlemmer kan optages enhver, der ønsker at virke for foreningens fremme.

Stk. 2. Støttemedlemmer er ikke stemmeberettigede.

§ 5. Udmeldelse sker automatisk efter kontingentperiodens udløb, eller ved ophør af studiet. Ved udmeldelse refunderes kontingentet ikke.

§ 6. Kontingentet fastlægges hvert år på generalforsamlingen. Kontingentet for dimittender udgør halvdelen af det af generalforsamlingen fastsatte beløb. Kontingentet for støttemedlemmer udgør 1/3 af det af generalforsamlingen fastsatte beløb

Stk. 2. En normal kontingentperiode er minimum toårig og er tilknyttet uddannelsesforløbet fra 2.-6. semester og 7.-10. semester, således man ved indmeldelse på f.eks. 2. semester er medlem, til man har erhvervet sin bachelorgrad og ligeledes gældende for kandidatgraden. Ved indmeldelse i løbet af kontingentperioden betales for hele perioden.

Stk. 3. I fald ens uddannelsesforløb forlænges, dækker kontingentbetalingen stadig for bachelor- eller kandidatdelen, således kontingentperioden for et givet medlem kan blive længere end to år.

Stk. 4. Kontingentet for dimittender dækker fra betalingstidspunktet og fremover. For støttemedlemmer er kontingentbetalingen årlig.


GENERALFORSAMLINGEN

§ 7. Generalforsamlingen er øverste myndighed indenfor de i vedtægterne fastsatte rammer.

§ 8. Den årlige ordinære generalforsamling afholdes i tiden 1/10 til 31/10.

Stk. 2. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 20 % af foreningens medlemmer begærer dette. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest månedsdagen efter, at bestyrelsen har truffet beslutning herom, eller har modtaget begæringen om samme.

Stk. 3. Generalforsamling indkaldes ved offentliggørelse af dagsorden til foreningens medlemmer.

Stk. 4. Dagsordenen på den ordinære generalforsamling skal indeholde:- Valg af dirigent og referent- Forelæggelse af formandens beretning- Fremlæggelse af revideret regnskab- Kontingent- Indkomne forslag- Valg af: a) bestyrelsesmedlemmer b) revisor c) revisorsuppleant- Eventuelt.

Stk. 5. Der skal indkaldes til generalforsamling med mindst 14 dages varsel.

Stk. 5a. Indkaldelse til generalforsamlingen skal indeholde en meddelelse om, hvilke bestyrelsesmedlemmer, der afgår, hvilke der er villige til at modtage genvalg samt hvilke medlemmer, bestyrelsen foreslår nyvalgt.

Stk. 6. Opstilling til bestyrelsen skal ske skriftligt senest 3 dage før generalforsamlingen til den afgående bestyrelse

Stk. 7. Såfremt en fuld bestyrelse ikke kan dannes af de indkomne opstillinger, er det muligt at stille op til bestyrelsen på generalforsamlingen

Stk. 8. Punkter til dagsordenen for generalforsamlingen kan stilles frit af ethvert medlem ved henvendelse til bestyrelsens formand mindst 8 dage inden generalforsamlingens afholdelse. Der kan under generalforsamlingen stilles ændringsforslag til hovedforslag.

Stk. 9. En liste over indkomne punkter til dagsordenen skal mindst 7 dage før generalforsamlingen gøres tilgængelig for foreningens medlemmer. Sammen med denne skal ligeledes offentliggøres bestyrelsens forslag til valg af dirigent og referent.

§ 9. Generalforsamlingens forhandlinger ledes af en af forsamlingen valgt dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen.

Stk. 2. På den ordinære generalforsamling aflægges beretning om foreningens virke i det forløbne år

Stk. 3. Regnskabet kan senest 8 dage før generalforsamlingen rekvireres af foreningens medlemmer, ved henvendelse til kassereren.

Stk. 4. På generalforsamlingen foretages valg af en bestyrelse, en revisor og en revisorsuppleant. Revisor og revisorsuppleant må ikke sidde i bestyrelsen.

Stk. 5. Afstemning sker skriftligt, hvis blot ét tilstedeværende medlem ønsker det.

Stk.5a. Ved afstemning om flere hovedforslag behandles disse hver for sig med tilhørende ændringsforslag. Er der til et hovedforslag fremsat et eller flere ændringsforslag, stemmes der først om ændringsforslag og til sidst om hovedforslaget i den form, det har fået efter evt. ændringer. Dirigenten bestemmer i øvrigt afstemningsproceduren ud over vedtægtsbestemmelserne.

Stk. 6. Afstemningen kan kun finde sted om de på dagsordenen opførte forhandlingspunkter samt om ændringsforslag til disse.

Stk. 7. For at afgive stemme på generalforsamlingen kræves personlig tilstedeværelse. Ved afstemning gælder i almindelighed simpel stemmeflerhed, jf. §§ 12 og 14.

Stk. 8. Der tilkommer hvert betalende medlem én stemme.

BESTYRELSEN

§ 10. Foreningen ledes af en bestyrelse på 5-9 medlemmer.

Stk. 2. Hver årgang er berettiget til at være repræsenteret i bestyrelsen. Hvilket betyder der er en plads til 3, 5, 7 og 9 semester på henholdsvis erhvervsjura- og jurauddannelserne. Den opstillede kandidat, der opnår flest stemmer på en årgang på det enkle studie, er valgt. Det sidste mandat tilfalder den kandidat, som ved valget har modtaget flest stemmer.

Stk. 3. Kan der ikke til bestyrelsen vælges en repræsentant fra hvert semester på hver uddannelse, fordeles mandaterne sekundært med 4 repræsentanter til hver uddannelse. Opstiller der imidlertid ikke 4 kandidater fra den ene af uddannelserne, fyldes op med kandidater fra den anden uddannelse.

Stk. 4. Bestyrelsens medlemmer vælges for 1 år og skal være medlemmer af FEJ-Aalborg. Der kan dog dispenseres fra denne betingelse frem til næstfølgende generalforsamling, såfremt medlemmer af bestyrelsen er dimitteret fra studiet. Medlemmerne kan genvælges. Personer, der ikke ved afstemningen opnår valg til bestyrelsen, bliver suppleanter. Suppleanterne rangordnes efter antal opnåede stemmer på generalforsamlingen.

Stk. 5. Bestyrelsen, der konstituerer sig senest 8 dage efter afholdelse af generalforsamlingen, vælger blandt sine medlemmer en formand, en næstformand, en kasserer og en sekretær.

Stk.6. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når 51% af bestyrelsens medlemmer er tilstede. I tilfælde af stemmelighed gør formandens, i dennes fravær næstformandens stemme udslaget.

Stk. 7. Bestyrelsen har kompetence til at formulere arbejdsopgaver, og nedsætte arbejdsgrupper blandt samtlige medlemmer af foreningen til løsningen af disse.

Stk. 8. Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden finder det nødvendigt eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det. Dagsorden skal angives senest en uge før mødets afholdelse.

Stk. 9. Bestyrelsen forpligtes til at afholde møde mindst en gang hver anden måned.

Stk. 10. Sekretæren er protokolfører og fører protokol, der som minimum føres som beslutningsprotokol over forhandlingerne på bestyrelsesmødet. Protokollen er tilgængelig for foreningens medlemmer ved henvendelse til sekretæren. Bestyrelsen har pligt til løbende at informere medlemmerne om dens arbejde ved regelmæssige opslag.

Stk.11. De enkelte bestyrelsesmedlemmer samt medlemmer af arbejdsgrupper skal holdes skadesløse for de udgifter de afholder i forbindelse med foreningsarbejdet.

REGNSKAB OG REVISION

§ 11. Foreningens regnskabsår løber fra den 1/9 til den 31/8. Regnskabet skal før generalforsamlingen være revideret af den valgte revisor. Evt. ændringer/dispositioner mellem revideringen og datoen for generalforsamlingen, skal fremlægges på generalforsamlingen.

Stk. 2. Foreningens formue skal være anbragt i et anerkendt pengeinstitut og bør så vidt muligt være rentebærende.

Stk. 3. Udgifter afholdt i henhold til § 10, stk. 11, skal i det årlige regnskab være behørigt konteret på det enkelte bestyrelsesmedlem eller arbejdsgruppemedlem.

VEDTÆGTSÆNDRINGER

§ 12. Forslag til ændring af foreningens vedtægter skal optages som et punkt på dagsordenen, og til vedtagelse af sådanne ændringer kræves der mindst 2/3 majoritet af de på generalforsamlingen afgivne stemmer.

TEGNING OG HÆFTELSE

§ 13. Foreningen forpligtes ved underskrift af et bestyrelsesmedlem. Denne skal være formanden, eller i dennes fravær næstformanden, eller kassereren.

Stk. 2. Foreningens kasserer har fuldmagt til at modtage indbetalinger og betale indgåede forpligtelser.

Stk. 3. Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den til enhver tid til foreningen hørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

OPLØSNING

§ 14. Til foreningens opløsning kræves mindst 2/3 majoritet af samtlige foreningens medlemmer ved afstemning på generalforsamlingen. Er 2/3 af medlemmerne ikke til stede ved generalforsamlingen, skal bestyrelsen senest 14 dage efter foretage indkaldelse til ny generalforsamling, hvor opløsning kan vedtages med 2/3 af de tilstedeværende stemmer.

Stk. 2. Den sidste generalforsamling bestemmer, hvortil foreningens eventuelle formue skal anvendes.

Således vedtaget, AAU den 4. oktober 2007.

Foreningen af Erhvervsjurister & Jurister - Niels Jernes Vej 6A - 9220 Aalborg Ø - E-mail: bestyrelse@fej-aalborg.dk

Content Management Powered by CuteNews

Admin